Virk og Gro

 

Borgermødet 9. april 2011

 

Borgermødet 14. januar 2012

 

Virk og Gro Munkebo

Kulturhuset og Virk og Gro initiativet i Munkebo er to sider af samme sag.

 

Kulturhuset blev etableret sidste år i kommunale lokaler på den tidligere Troelskærskolen og er i dag et velfungerende hus, der drives af frivillige, meget engagerede borgere. En lang række aktiviteter er allerede i gang i Kulturhuset, hvor der er værksteder, mødelokaler og cafe.

 

Sideløbende med, at Kulturhuset blev sat i stand og tog hul på aktiviteterne, tog en kreds af borgere med tidligere borgmester Palle Hansborg-Sørensen i spidsen initiativ til Virk og Gro.

 

Baggrunden var den bebudede lukning af Lindøværftet. Man ville skabe et modstykke til den negative situation på Værftet og sætte fokus på at videreudvikle Munkebo, som et godt sted at bo og leve. Fokus blev specielt rettet mod sport, kultur, fritid, og målet med arbejdet er at sætte en positiv spiral i gang, der sammen med andre initiativer kan være med til at gøde grobunden for nye virksomheder og forretninger i byen.

 

Hurtigt smeltede de to initiativer sammen, så Virk og Gro i dag er en af mange arbejdsgrupper i kulturhus-regi.

 

Virk og Gro har med stor succes været initiativtager til et offentligt inspirationsmøde i foråret, hvor temaet netop var, hvordan vi understøtter og igangsætter nye initiativer inden for sport, kultur og fritid. Omkring 70 borgere deltog i inspirationsmødet, lige så mange ideer kom på bordet, nogle meget konkrete, andre mere vidtløftige, og flere arbejdsgrupper blev dannet.

 

Især er der store forventninger til et forslag om etablering af en bypark i det grønne område mellem Munkebo Idrætscenter, Bycentervej og Garbæksvej. En skitse til parken er allerede lavet af arkitekter, og kommunen har lavet de første streger til en lokalplan.

 

Det var også Virk og Gro initiativet, der i samarbejde med TV2 stod for afviklingen af Skt. Hans arrangementet ”Fællessang på Charlie” ved Roklubben i Munkebo. Flere tusinde borgere dukkede op og havde en forrygende aften, hvor der blev sendt direkte tv til hele landet. I løbet af efteråret vil der yderligere blive vist to  udsendelser optaget Skt. Hans aften, og det vil endnu engang blive understreget, at Munkebo er andet end Lindø-lukning og arbejdsløshed, men derimod en perfekt perle for bosætning på højdedragene mellem Odense og Kerteminde fjord.

 

Kulturhuset og Virk og Gro initiativet er således veletablerede størrelser, der trækker på samme hammel og udgør et aktivt tilbud til kommunens borgere, men samtidig er det også initiativer, der udfordrer borgerne, for uden aktiv medvirken sker der intet.

 

Derfor lyder opfordringen til alle borgere i kommunen, at de skal være med til at styrke udviklingen. Man skal bruge og præge tilbuddene i Kulturhuset, være med til at skabe nye tilbud og dukke op, når der er arrangementer og møder.

 

Kulturhuset har åbent, når brugeren ønsker det. Hver mandag og tirsdag formiddag kan man træffe repræsentanter fra bestyrelsen i Kulturhuset. Man kan også gå ind på Kulturhusets hjemmeside, der findes på adressen www.Munkebo.dk. Her kan man også læse mere om Virk og Gro initiativet.

 

Med i Virk og Gro-gruppen, der tegnes af formanden for Kulturhuset, Willy Anderskov, er desuden borgere, der har tilknytning til Kulturhuset og bestående foreninger og organisationer, nemlig: Palle Hansborg-Sørensen, Egon Gaarde, Hans Rye, Morten Eriksen, Klavs Norup Lauridsen og Ove Eriksen.

Gruppen første aktivitet var afholdelse af et borgermøde, lørdag den 9. april 2011.

 

 

 

 

Kulturhuset             Troels Alle 4             5330  Munkebo

Kommentarer eller spørgsmål til hjemmesiden:  kontakt: munkebokulturhus@mail.dk

 

 

 
Munkebo - mellem fjord og nor