Simremad

 

På denne side kan du hente inspiration til aftensmaden i de opskrifter, "Mænd fra Munkebo, som laver Mad, der simrer" har anvendt på deres månedlige møder:

 

16. februar 2012.

 

Forret: Laksemousse med salat og sesamflûtes.

 

1. Laksemousse.

Ingredienser: ferskrøget laks, friskost (Filadelfia), rucosalat, citronolie, citronbåde.

Laks og ost blendes. Salaten skylles og tørres. Laksemassen portionsanrettes på lidt salat og dryppes med lidt citronolie. Citronbåde og flûtes vedlægges.

 

2. Sesamflûtes.

Ingredienser (til 4 personer): 30 g smør, 3½dl mælk, 50g gær, 100g kvark naturel, 1 tsk groft salt, 1 spsk sukker, 3 spsk sesamfrø, 650g mel. 1 æg til pensling.

Smelt smørret ved lav varme, tilsæt mælken, smuldr og rør gæren i. Tilsæt kvark, salt, sukker og sesamfrø. Rør og ælt melet i til dejen er blank og smidig (hold evt. lidt af melet tilbage). Dejen hæver 45 minutter og deles så i 3 dele, der slås ned og formes til flûtes. De 3 flûtes sættes på bagepladen til hævning i 15 minutter. Rids dem med 9 skråsnit. Pensl med sammenpisket æg. Bag ved 225 grader i 15 minutter.

 

Hovedret: Svineskank med ovnbagte grøntsager.

 

 

1. Svineskank.

Ingredienser: Svineskanke, gulerødder, æblejuice, hvidløg - mængden afhænger af humør og appetit.

Svineskanke koges i 2 timer tilsat gulerødder, æblejuice og hvidløg. Sættes derefter i ovn 1 time ved 200 grader og under grill til sværen er sprød.

Ved servering deles kødet i passende stykker.

 

2. Ovnbagte grøntsager.

Ingredienser (til 4 personer): 600g pastinakker, 25g smør, 4 æbler, 1 stang vanilje, nogle kviste timian, 1 spsk akaciehonning, 1 spsk æbleeddike, salt og peber, 100g bacon i tern, 2 spsk hakket persille.

Skræl pastinakkerne, skær top og spids fra. Skær dem i 2cm tykke skiver, der deles i mundrette stykker. Æblerne skylles og deles i 6-8 både. Stilk, blomst og kernehus fjernes. Bådene skæres i mundrette stykker, der blandes med pastinakken i et ildfast fad. Skær spidserne af 1 vanlijestang. Flæk den og skrab kornene ud med ryggen af en kniv. Fordel kornene på pastinak- og æblestykkerne. Fordel smeltet smør over blandingen og drup med honning og eddike. Krydr med timian, salt og peber og fordel 100g baconterninger på blandingen. Pastinakkerne bages i ovn ved 200 grader i 40 minutter. Rør i blandingen et par gange undervejs.

Ved servering drys godt med hakket persille. Rør evt. en sennep.

 

Dessert: Sveskekage.

 

Ingredienser: Udstenede svesker, vanilje, rørsukker, grovvalsede havregryn, smør, piskefløde - mængden afhænger af humør og kokkens fantasi.

Sveskerne koges med vanilje og hakkes groft med en kniv. Havregryn blandes med rørsukker og steges sprødt i smør på pande. Fløden piskes cremet. Halvdelen tages fra og piskes meget stiv. Den "faste" flødeskum lægges nederst i en skål. Så skiftevis havremums og svesker og sluttelig den bløde flødeskum.

 

 

 

 

 

 

Retur til forsiden

 

 

 

Kulturhuset             Troels Alle 4             5330  Munkebo

Kommentarer eller spørgsmål til hjemmesiden:  kontakt: munkebokulturhus@mail.dk

 

 

 

 

 

 
Munkebo - mellem fjord og nor